HVAD HANDLER KRISER, TAB OG SORG OM
SYMPTOMER PÅ KRISER, TAB OG SORG KAN KOMME NU ELLER EKSPLODERER OM 5 ÅR
Undertrykte symptomer som viser sig mange år senere
At opleve en rigtig svær periode i dit liv udløser som oftest en krise. Her vil du opleve nogle “nu og her” symptomer. Hvem tager sig af dig i din familie? Det kan få store konsekvenser for dig og dit psykiske og fysiske helbred, hvis du ikke får hjælp til din krise. Det kan udløse depression, angst og generelt psykisk sårbarhed senere i livet. Jeg nævner det, fordi jeg jævnligt oplever i min praksis, at klienter har gået med en undertrykt sorg eller svære udfordringer i alt for mange år.
Derfor er mit hovedbudskab altid: TAL MED NOGEN OM DET, SOM ER SVÆRT
At sætte ord på smerten er ikke et nederlag - tværtimod
Det er IKKE et nederlag at tale med nogen om det, som er svært. Tværtimod. Hvis du undviger at få talt ud med nogen, så får du ikke taget hånd om dig - dvs. at du heller ikke får taget ordentlig ansvar over for dig selv og din familie. Sorg- og krisebearbejdning handler om, at du kommer dig over det første chok, får bearbejdet din krise og lærer at leve med den livsomvæltning, du har oplevet. Således at du på længere sigt kan blive glad for livet igen, selv om du måske sidder med følelsen af, at det aldrig kommer til at ske.
Måske har du aldrig stået i en krise før. Måske føler du, at det er totalt ud af din komfortzone - ja faktisk grænseoverskridende ubehageligt at skulle tale om dine følelser, og om hvordan du har det. Det kan være, at du føler, at det er et stort nederlag. Men rigtig mange mennesker rammes af en krise på et tidspunkt i deres liv. Det er menneskeligt - det er desværre en del af livet, men det er her at psykoterapi kan gøre en afgørende forskel - også for dig.
“Der er altid håb.
Omverdenen kan ikke genoprette dit tab eller ændre på sygdom.
Men håbet handler om,
at også du kan genfinde glæden i livet
på trods af at du er blevet ramt.”
Når du bliver ramt af en krise, vil du opleve et eller flere af følgende symptomer
Savn og følelse af dyb ensomhed (også i samvær med andre mennesker)
Gråd
Opspændt følelse i hele kroppen
Uro (dit nervesystem er på massivt overarbejde)
Tristhed
Angst
Magtesløshed
Opgivelse og nedtrykthed
Koncentrations- og hukommelsesbesvær
Følelsen af at blive ramt dobbelt; sorg og tab + familie, omgangskreds og kollegaer, som trækker sig
Søvnbesvær
Manglende energi - du oplever at du ikke orker de mest almindelige hverdagsagtige ting
Manglende lyst til at deltage i sociale arrangementer, udpræget indadvendthed
Psykosymatiske symptomer - fx hovedpine, ondt i ryggen osv. pga. opspændthed i kroppen
Kompenserende adfærd i form af alkohol, overspisning og eller andre former for afhængigheder
Dårlig samvittighed i forskellige afskygninger
Vrede
Nogle af symptomerne kan dukke op og forsvinde, hvorefter at de dukker op igen men i “en ny forklædning”. Derfor skal du tage dine symptomer ekstremt alvorligt.